Strukturen i dagligdagen
For at skabe fællesskab, tryghed og genkendelighed i børnenes hverdag, har de et fast tilhørsforhold til en gruppe af børn og voksne (Eventyrgruppen og Værkstedsgruppen).
Grupperne samles hver dag omkring måltiderne og til "samling". Her tales om de oplevelser børnene har haft derhjemme eller sammen i børnehaven. Der leges sanglege, bliver sunget og spillet musik, læst og fortalt eventyr og meget andet.
Dagligdagen i Småland er præget af leg og aktiviteter i vekselvirkning med hinanden.
En væsentlig del af dagen har børnene mulighed for at fordybe sig i leg.
Legen kan foregå både ude og inde.
I legen bruger børnene deres fantasi. Fantasien er den del af forestillingsevnen, som overvejende henter sit stof fra sansninger, fornemmelser, billeder, stemninger, indtryk og drømme. Heri ligger blandt andet kimen til kreativiteten og den abstrakte tænkning. I legen "øver" børnene sig i at forholde sig søgende, udforskende og skabende i forhold til sine omgivelser.
I den sociale fantasileg skaber børn en fælles historie ud fra individuelle interesser og behov. Det er her, at fantasien tager over og en ide kan forfølges næsten i uendelighed. Når fantasilegen er fælles og stor kan børnene opleve en intens følelse af hengivelse, medrivelse og dyb samhørighed. En følelse af skabende fællesskab.
Barnet kan også vælge at være med til en kreativ aktivitet fx i værkstedet, hvor der er mulighed for at få erfaring med at kombinere og afprøve forskellige materialer. En til to gange om ugen er vi på spontane ture ud af huset, eller vi er på oplevelsesture i forbindelse med vores temaarbejde. Turene går mange steder hen - på legepladser, på fælleden, i skoven, i byen, på museer, på besøg hos børnene og mange andre steder afhængigt af formål, interesser, tilbud og behov.
Et par gange om ugen er formiddagen præget af fordybelse i forskellige emner og temaer. Det kan være emner som er bestemtaf børnene, udvalgt af personalet eller foreslået af forældrebestyrelsen.
Når vi arbejder med temaer, arbejder vi i mindre grupper. Læs mere om vores Fordybelsesgrupper