Rumindretning
God rumindretning er afgørende for den måde vi oplever og udforsker vore omgivelser på og er afgørende for vores læring og velbefindende.
I Småland lægger vi vægt på at have æstetiske, funktionelt indrettede og oplevelsesrige rum, der inviterer både børn og voksne til nysgerrigt at eksperimentere og udforske den hverdag og verden, vi befinder os i.
Vi ønsker, at rummene skal virke inspirerende og motiverende både for børn og voksne, men også give plads til ro, afslapning og fordybelse.
Derfor søger vi at skabe overskuelige rum og vægter kvalitet, skønhed og sanselighed i indretningen.
Småland er delvis funktionsopdelt i sin rumopbygning med fællesrummet som husets hjerte.
Det betyder blandt andet, at vi har ophævet den traditionelle stuestruktur. I stedet har vi indrettet rum og skabt rum i rummet, som modsvarer og understøtter vores pædagogik. Vi har bl.a. et værkstedsrum, et eventyrrum, et teater/dramarum, et bibliotek og et byggerum - alle indrettet fleksibelt, så de kan ændres efter behov.
Formålet er at give børnene adgang til så mange udfoldelses- og udtryksmåder som muligt.
Legepladsen er anlagt med gode naturmaterialer som basis. Vores intention er, at legepladsen skal fungere i forlængelse af børnehaven. På den ene side er det et udendørs frirum for børnene, på den anden side et rum, som vi vil anvende i forhold til vores pædagogiske praksis.