Frøken Bamse og Hr. Bjørn
Historien om Frøken Bamse
Frøken Bamse kom til verden den 15. januar 2009 i Fields og flyttede straks ind i Småland - efter at Hr. Bamse var vendt hjem til sin gamle børnehave på Stevns.
Frøken Bamse har nu overtaget Hr. Bamses plads og ansvarsområder, nemlig at være alle børnenes bedste ven(inde) og krammebamse.
Om Frøken Bamses øvrige kvalifikationer kan bla. nævnes disse: Hun er god til at spille Wii og playstation og til at danse og hoppe.
Frøken Bamse er hurtigt blevet så populær, at hun og Hr. Bjørn har fået sin egen Dating Book, hvori børnene kan lave private aftaler med bamserne. Børnene er f.eks. velkomne til at invitere dem med hjem, med på familiebesøg, til fødselsdag, på ferie og udenladsrejser, på sjove oplevelser osv. Hr. Haakon Bjørn og Fr. Bamse (og alle børnene i Småland) har sin egen mappe i børnehaven hvori, personalet, forældrene og børnene indsætte billeder og små beskrivelser af deres "arbejde" og oplevelser.
Man kan også møde Frøken Bamse på Facebook, hvor hun har sin egen profil - og en masse venner.
Hr. Haakon Bjørn
Historien om Hr. Haakon Bjørn 
Hr. Haakon Bjørn kom til Småland en sensommerdag i 2009 i forbindelse med et (papir)projekt om genbrug i børnehaven.
Hr. Bjørn er en norsk skovbamse, som engang boede i en stor skov i Norge, inde blandt alle de dejlige træer - men så en dag kom der en masse store maskiner, som gik i gang med at fælde alle træerne. Det lille egern der boede oppe i egetræet nåede lige at springe ned før træet blev fældet og lastet på en lastbil og kørt af sted. Hr. Bjørn kunne høre mændene snakke om at menneskene havde brug for mere papir, så derfor blev de nødt til at fælde træerne, så de kunne lave papir af dem. Derved forsvandt Hr. Bjørns skov - og hans hjem.
Hr. Bjørn besluttede sig derfor til at flytte og bor nu i vores børnehave.
Hans arbejde i børnehaven består i, at hjælpe børn og voksne med at passe på naturen.
Bamsebryllup
Lige så snart Hr. Bjørn fik øje på Frøken Bamse begyndte hans norske skovhjerte at banke meget hurtigt og han begyndte at gøre kur til hende. Bamserne blev kærester og den 8 april 2010 fejrede vi børnehavens fødselsdag med bamsebryllup og lagkage!
Bamserne tog afsted på bryllupsrejse jorden rundt og sendte en masse postkort til os, mens de var afsted. De var væk i to lange måneder og børnenes glæde var stor, da vi skulle ud og hente dem i lufthavnen! I kan se billeder fra rejsen i bamsernes fotoalbum, her på siden og i deres mappe i børnehaven!