Det pædagogiske arbejde
Smålands værdigrundlag og målsætning
I Småland betragter vi alle mennesker som unikke, værdifulde og ligeværdige personer, der har ret til at blive mødt med åbenhed, ærlighed, tillid, anerkendelse og respekt.
I Småland betragter vi børnene som kompetente, kreative og fantasifulde.
Derfor har de ret til at mødes og færdes i et rummeligt, trygt og stimulerende læringsmiljø, der bevidst sigter mod udvikling af alle deres potentialer, med udgangspunkt i deres interesser, styrker og behov.
Børnehavens ønske er, at børnene udvikler sig til alsidige, sociale og selvbevidste personligheder, der oplever livsglæde, lærelyst og ser mening og sammenhæng i tilværelsen.
Derfor vil børnehaven støtte børnene i at gøre sig erfaringer, tilegne sig færdigheder, forståelser og kompetencer. De skal møde udfordringer og oplevelser, der gør dem i stand til at udvikle selvværd og tro på andres værd. De skal få erfaringer og kundskaber, der gør dem i stand til at tænke og handle selvstændigt ud fra et demokratisk, ligeværdigt menneskesyn. De skal få viden om og forståelse for menneskelige og kulturelle værdier og personlige erfaringer med disse. De skal opleve at være selvbestemmende, medbestemmende og medansvarlige i fællesskabet i børnehaven.
Hvordan efterstræber vi vores værdier og opfylder vores målsætning?
I børnehaven tager vi udgangspunkt i et helhedssyn på barnets udvikling og arbejder ud fra en æstetisk pædagogik.
Det betyder, at børnene i samarbejde med hinanden og de voksne udvider deres kompetencer gennem æstetiske refleksions-, lege-, og læreprocesser.
Tryk på linket og læs mere om: Æstetik og æstetiske læreprocesser
Børnehavens læringssyn bygger på en "bred" forståelse af læringsbegrebet. Dette kommer synligt til udtryk i vores pædagogiske praksis, hvor vi opstiller mål og handleplaner for de enkelte områder, men arbejder ud fra et helhedsprincip i læreprocesserne.
Tryk på linket og læs mere om vores: Læreplan og læringsmiljø
For at skabe rum til fordybelse, har vi valgt at arbejde i mindre aldersopdelte grupper et par gange om ugen. Vi arbejder ud fra børnenes interesser og behov i en åben læreproces, hvor dokumentation er en integreret del af processen.
Tryk på linket og læs mere om: Fordybelsesgrupper / Dokumentation
I Småland lægger vi vægt på at have en genkendelig, overskuelig og tydelig struktur, hvori det enkelte barn føler sig trygt og set, og et miljø hvor personalet finder mening i, oplever glæde og tilfredsstillelse i deres arbejde.
Tryk på linket og læs mere om: Strukturen i dagligdagen
Vores fysiske indretning er fleksibel, således at den kan afspejle børnenes behov. Vi har ophævet den traditionelle stuestruktur. I stedet har vi indrettet rum og skabt rum i rummene, som modsvarer og understøtter vores pædagogik. F.eks. har vi et stort værksted, et eventyrrum, et bibliotek, og et byggerum.
Tryk på linket og læs mere om: Rumindretning