Barnets Bog
Formålet med barnets bog 
Barnets bog er barnets personlige ejendom, som vi ønsker at barnet skal føle et specielt tilhørsforhold til.
Den skal skabe relationer til og interesse om barnet og skal dokumentere barnets udvikling gennem børnehaveforløbet.
Vi ønsker, at bogen skal afspejle, at barnet bliver set, værdsat og anerkendt som det unikke menneske det er, og at barnet føler sig helt speciel ved at have den.
Når barnet lige er startet i børnehaven, skal barnet kunne finde tryghed ved at tage sin bog frem, kigge på billeder og få en snak om det, der betyder mest for barnet - nemlig dets familie.
Senere får bogen en betydning for barnet gennem af de oplevelser, som de har haft og nu kan genkende og genopleve sammen med de andre børn, de voksne i børnehaven og forældrene.
Bogen bliver derved et bindeled og et kommunikationsmiddel mellem Småland, hjemmet, barnet, de andre børn og personalet i Småland.
Indhold
Forældrenes deltagelse
Barnets bog vil indledningsvis indeholde billeder, som for barnet er betydningsfuldt. Det kan være billeder af familien, et kæledyr eller måske et sted, som de holder specielt meget af.
Hjemmebillederne vil være starten på barnets bog - og derefter er det billeder og beskrivelser af barnets oplevelser i Småland, der vil præge bogen.
Forældrene står for indkøb af mappen og plastlommerne. Vi foreslår et A-4 ringbind, som barnet må meget gerne være med til udvælge og dekorere. På denne måde vil barnet kunne genkende sin mappe og føle ejerskab til den.
Derefter opfordrer vi forældre til, sammen med barnet, at indsætte nogle billeder af familie eller noget specielt, som barnet føler tryghed ved, gerne med en lille beskrivende tekst.
Personalets og børnenes bidrag
Barnets bog indeholder dokumentation over forskellige aktiviteter, relationer, projekter, udvikling, udsnit af små samtaler, tegninger og billeder gennem barnets ophold i Småland.
Barnets bog kan derudover fx indeholde sange, som barnet har været glad for, notat af yndlingsretter fodaftryk håndaftryk.ect.
Personalets bidrag til bogens indhold vil bære præg af etisk- og æstetisk omtanke og omhu.
Barnets kontaktperson (den voksne fra fordybelsesgruppen) har ansvar for, at opdatere og komme med indput i bogen. Barnet kan også selv være med til at bestemme, hvad der skal beskrives og sættes i bogen.
Det øvrige personale bidrager også til bogens indhold i kraft af de oplevelser de delt med barnet og de iagttagelser, de har gjort sig i forbindelse med barnets leg og relationer til andre.
Da bogen står fremme og kan ses og læses af alle interesserede, indeholder den ikke personfølsomme oplysninger eller iagttagelser af pædagogisk/psykologisk karakter (pædagogiske iagttagelser).
Barnets bog vil indeholde et lille afskedsbrev fra personalet, når det holder op i Småland.
Hjemlån og ejerskab
Bogen vil have sin plads i Småland til den dag barnet holder op.
Forældrene kan til enhver tid kan se i mappen eller låne den med hjem i weekenderne. På denne måde får forældrene lejlighed til at kigge i og snakke med barnet om dets oplevelser i børnehaven.
Når barnet stopper i børnehaven, får det bogen med sig hjem, som et varigt minde om sin børnehavetid.